Du skal først og fremmest være forberedt på, at din arbejdsgiver på et tidspunkt vil forhandle din løn. En god lønforhandling for dig og din arbejdsgiver er, hvis det ender med et godt og tilfredsstillende resultat for jer begge. Det sker, hvis du er grundigt forberedt.
I en samtaleproces er der ingen faste regler for, hvornår man taler om løn, men uanset hvad vil det på et tidspunkt blive bragt på banen, og der skal du kunne svare. Du skal kunne komme med dit udspil og begrunde, hvorfor du ønsker den løn, som du gør. Derfor bliver du nødt til at lægge en strategi i god tid, så du er bedst muligt forberedt og ender med en tilfredsstillende løn.
De tre lønniveauer
Primært, når der bliver talt løn og lønforhandling, vil der være tre forskellige niveauer.
- Det ambitiøse, men realistiske udspil
- Det forventede lønniveau
- Smertegrænsen
Det ambitiøse udspil
Her vil dit udspil skulle være så højt, at du har plads til at bevæge dig nedad af lønkurven. Har du ikke bevægelsesrum i dit udspil til din løn, vil du kunne risikere, at modparten opfatter lønforhandlingen som utilfredsstillende. Tallet skal dog stadigvæk være realistisk, og du skal kunne argumentere for, hvordan du er kommet frem til dit udspil.
Det forventede lønniveau
Her vil du ofte ende med den løn, du kan forvente, ud fra dit kendskab til den respektive stilling i virksomheden og din markedsværdi. Det er det lønniveau, som du med lidt rimelighed godt vil kunne opnå. Vær opmærksom på, at modparten ofte gerne vil forhandle, så hvis du spiller ud med det forventede tal, skal du forvente, at du ender på et lønniveau, der ligger under dette.
Smertegrænsen
Smertegrænsen er den nedre grænse for, hvor lavt et lønniveau, du vil acceptere, og hvor du i virkeligheden stærkt overvejer at takke nej til jobbet.