6 tips til online jobsamtaler

6 tips til online jobsamtaler

Vi lever i en digital tidsalder, hvor det er blevet mere og mere populært for virksomheder at anvende online videointerviews i forbindelse med deres screeningproces. Jobsamtalerne foregår bl.a. i stigende grad over Skype, og derfor er nogle ting, som du skal tage højde for forud for samtalen. Her kan du læse 7 tips til, hvordan du forbereder dig, så din næste online jobsamtale går helt gnidningsfrit.

1. Opret dig på Skype.

Hvis du ikke allerede har hørt om Skype, så er det en online service, der gør det muligt for dig at foretage tale- og videoopkald med dine kollegaer, venner eller din familie.

Mange virksomheder bruger ikke kun dette til at afholde møder mellem kollegaer, men nu også til jobsamtalerne. Derfor er det vigtigt at du opretter en Skype-konto, så du har mulighed for at deltage i jobsamtalen. Det er gratis at oprette sig, og kræver kun, at du tilmelder dig med din e-mail.

2. Husk at forberede dig ligesom til en normal jobsamtale

En online jobsamtale er ikke anderledes end en normal jobsamtale. Der vil være de samme forventninger, og du vil blive stillet de samme spørgsmål, som du er vant til. Forbered dig derfor på dine svar til de klassiske spørgsmål, som virksomheder plejer at stille.

Derudover skal du også huske at tænke over dit tøjvalg, selvom du måske sidder derhjemme, og deltager i jobsamtalen. Sidst men ikke mindst så stil også en masse gode spørgsmål, der viser din interesse for virksomheden.

3. Find en god lokation

Dette er et virkelig vigtigt tip, som du absolut bør tænke over forud for jobsamtalen. Det er essentielt, at du vælger en lokation, der ikke er præget af støj, larm eller andre forstyrrelser.

Dertil bør din lokation også have en god eller stabil internethastighed. En dårlig internethastighed vil skabe et dårligt flow i samtalen og resultere i en masse gentagelser, hvilket du bør undgå. Hvis du er i tvivl om din internethastighed f.eks. er hurtigt nok i hjemme, så klik her.

4. Se ind i dit kamera

Under jobsamtalen skal du sørge for at kigge ind i dit kamera, da du skal holde øjenkontakt med personen, som afholder interviewet af dig. Placér dig evt. ved et bord, så du undgår rystelser og unødvendige forstyrrelser under jobsamtalen.

5. Pas på med afbrydelser

Under jobsamtalen skal du passe med unødvendige afbrydelser. Skype-interviews giver nogle visse udfordringer med hensyn til dine kommentarer og besvarelser. Det kan være svært at afkode, hvornår intervieweren forventer, at du skal besvare hans spørgsmål.

Husk derfor at lytte grundigt til intervieweren, når han taler, og vent gerne et par sekunder før du svarer. Du må ikke være ikke nervøs for et par sekunders stilhed.

6. Opfølgning

Det sidste tip omhandler din opfølgning på samtalen. Spørg indtil de næste skridt i ansøgningsprocessen, så du er sikker på, hvornår du kan forvente et svar vedrørende en ny samtale eller et potentielt jobtilbud.

Du kan evt. også overveje at lave en opfølgning på e-mail efter din online jobsamtale, hvor du takker for et godt interview. På den måde vil du være lettere at huske for intervieweren, når han skal tage stilling til den rette kandidat til jobbet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *